LISSABON - PART II

July 11, 2016

 

 

 

RØDT FLAG OG WAVE-SURFERS VED COSTA DE CAPARICA

Vi har valgt at bruge hele 7 dage her i Lissabon. For dels at have god tid og også for at kunne nå lidt uden for oplevelserne i centrum. I går var det tid til at udvide vores sightseeing område, og komme lidt væk fra centrum. Her er rigtig rigtig varmt og derfor blev vi enige om at det var på tide med en strandtur. Der er masser af strande i nærheden af byen - dog ingen i gåafstand, så vi valgte at tage en strand shuttle bus fra centrum til strandene på den anden side af Tejo-floden. Strandområdet ligger ved byen Caparica og byder på hele 13 km strand-strækning. Området er meget overbefolket og stranden var helt proppet da det var søndag og dagen for de lokale også søger mod kysten. Efter sigende går der et lille tog langs kysten, der har 19 stop, så man kan frekventere de forskellige strandområder. Vi fandt den dog aldrig men blev hvor bussen satte os af, da der var mere en rigeligt at kigge på og tage sig til.

 

 

Vandet var mere end meget forfriskende, da man jo bader i Atlanterhavet. Så koldt at jeg måtte kapitulere og således være eneste i familie, der aldrig kom under. Der var rødt flag og derfor måtte man kun gå ud til hoften (!!). Til gengæld betød det kæmpe fantastiske bølger som hundredvis af surfere boltrede sig på. Det var en fantastisk skue og vi brugte timer på at sidde at observere, hvordan de lå og ventede på at fange den helt perfekte bølge og i fantastisk symbiose med de farverige boards bevæge sig gennem skummet. Utrolig fascinerende. Selve stranden er en meget lækker sandstrand og vandet var lavt så der var masser af muligheder for børn til at bade også.

 

PONTE 25DE ABRIL

Det tog ca. en time  med bussen derud, hvoraf det meste af tiden blev brugt på at holde stille på 25.april broen, da en anden bus var gået i stå. Det faldt dog til vores fordel at vi holdt lige midt på broen og kunne nyde den videste udsigt over hele Lissabon.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

EM FEST

Tilbage i byen var der allerede godt gang i EM festen. Optog i byen - hylen og skrigen og masser af båtten og dytten. Vi fandt en dejlig restaurant og fik det første gode måltid mad, siden vi er ankommet. Det skorter ikke på spisesteder, men maden har indtil videre ikke været noget at skrive hjem om - store voldsomme måltider der minder om tyskermad med kogte grøntsager og kartofler i store mængder!! I går fik vi dog lækre bøffer og jeg fik en octopus som smagte helt fantastisk. Vi ville været gået ned i centrum efter kampen, men Selma var ikke på toppen, så vi endte med at se slutningen hjemme med åbne vinduer. Der kunne vi følge med i alle udbruddene og den kæmpejubel der fulgte, da Eder sendte Portugal til himmeriget og sparkede guldet hjem. Der var gang i gaden:-)

 

 

I dag står den på shopping, besøg på et par tasca'er (lokale kaffebarer) og slendren i gaderne. Vi er efterhånden garvede i at køre med sporvogn og tage op- og nedstigningerne på de brostensbelagte gader med et smil. Der er kommet nogle kilometre på kontoen efterhånden. Forleden sagde Selma, som er virkelig god til at tarve: "Det her er min travesko fra Østen. Når jeg får dem på, kommer kræfterne op i fødderne:-)".

 

I morgen og de sidste dage har vi lejet bil og skal ud og se lidt nærmere på bl.a. Cascais (lidt nordpå) og byen Sesimbra (sydpå), og måske finde en af de små bugter, hvor vandet efter sigende er lidt varmere, så også jeg kan komme i vandet:-)

 

Take care derhjemme!

 

 

 

 

 

Please reload

Please reload

© 2023 by NOMAD ON THE ROAD. Proudly created with Wix.com

  • b-facebook
  • Twitter Round
  • Instagram Black Round