LISSABON - DAY TRIPS

July 13, 2016

 Sup (stand up paddling) surfers i lille lagune ved Cascais.

 

De sidste par dage har vi været vidt omkring - både nord, syd, øst og vest for Lissabon. En par oplevelsesrige dage, som har givet os lidt andet en Portugal end storby.

 

 

SESIMBRA

Dagen i går startede med afhentning af udlejningsbil i lufthavnen, som vi har til vi rejser i morgen og derfor kan bruge som transport til lufthavnen - tjek! Da bilen var i hus var det bare derud af. Med kortet i hånden, et par tøsepiger i badetøj og en sovende teenager på kørepiller på bagsædet, gik turen over Ponte de 25 abril - den røde fine bro, der forbinder Lissabon med halvøen sydfor. Derfra ca. 20 km. stik sydpå til fiskerbyen Sesimbra, hvor jeg atter måtte erfare at Atlanterhavet ikke er for min sarte badesjæl:-) Men vi nød et par skønne timer på stranden og derefter en skøn frokost - Choco Frito - friteret octopus - på en rigtig fin cafe. Superlækkert.

 

Byen er meget idyllisk. Ikke stor, men absolut et besøg værd, hvis man vil have en badetur og komme lidt væk fra byen.

 

Snapshots fra Sesimbra.

1. Stranden

2. Fyrtårnet på byens borg

3. På byens lille torv var der fint dekoreret med "knit-bombing" på alle træstammer

4. Flere steder i byen var der malet fint på både vinduer, døre og mure.

 

 

PORTINHO DA ARRABIDA

Ca. 15 km. nord for Sesimbra gjorde vi stop ved Portinho da Arrabida stranden. Stranden er ikke tilgængelig med bil. Man parkerer et stykke oppe og skal gå helt ned. Men turen er virkelig smuk og udsigten det hele værd. Stranden er dog en stenstrand (der hvor vi orkede at gå til:-)) - men det så ud til at være sandstrand længere henne og dermed også noget mere befolket. Vandet var utrolig smukt og fuldstændig klart og her var også resten af familien i vandet. Jeg venter til Middelhavet, har jeg besluttet mig for.

 

 Gåtur mod stranden - badestranden er den der ses helt til højre i bugten.

 

CASCAIS

Dagen i dag tog vi nordpå mod byen Cascais - vi var jo nødt til at se hvor "millionøsen på bistand" har slået sine folder:-) Vi valgte kystvejen i stedet for motorvejen og det er en rigtig fin tur, hvor man kører langs vandet hele tiden og hvor den ene fin strand dukker op efter den anden.

 

Cascais er en fin by, hvor vi fandt en lille (meget overbefolket) men lækker sandstrand. Gemt til højre for strandbredden var den fineste lille lagune, hvor sup-surfers sejlede ind (se topbilledet) og hvor solen slog sine folder på de smukke klipper, hvilket indbød til en klatretur. Vandet var faktisk lunere her, og Selma var som altid klar på en dukkert. Hun forpasser stort set aldrig chancen for at blive dyppet.

Byen er vældig fin og faktisk temmelig stor - omend turistet. Men absolut et besøg værd, og er man ikke ked af overbefolkede strande kan man med fordel gøre stop ved nogle af strandene på vej retur af kystvejen mod Lissabon.

 

 

BELEM - LISSABONS BETLEHEM

En bil er lig med frihed og "vi laver planer på vejen - og laver dem om igen". Området Belem ligger lidt uden for Lissabon, og er et af omårder, vi endnu ikke er nået ud til på gå-ben. Det er her alle de store museer og præsidentpaladset ligger, og også her de store fodboldstjernerne blev modtaget inden busturen forleden. Så da vi nu havde bilen, måtte vi lige et smut forbi.

 

Jørgen er en sand mester i altid at finde en parkeringsplads, så da vi i dag fandt en plads stort set lige udenfor Antiga Confeitaria de Belem, var der ikke et øje tørt. Det er det mest kendte konditori i Lissabon, og her man får den originale "Pasteis de Belem". En lille lun kage, der er bagt v/400 grader for at gøre den helt sprød og med den skønneste vaniljecreme indeni. Den var virkelig god. Udefra er det ikke til at se at det kendte konditori kan rumme 400 siddende gæster. Men træder man indenfor oplever man den vildeste labyrint, der bringer en fra den ene store sal til den anden (nedenfor en sal, der er klar til at blive åbnet, når køen er lang nok:-)). Absolut et besøg værd og kagen var udsøgt (efter min mening!). I øvrigt er opskriften en velbevaret hemmelighed siden 1800-tallet. Der var lang kø for at komme ind til take-away bageriet, men vi valgte cafeen, hvilket absolut kan anbefales.

 

Vi nåede også et smut forbi præsidentpaladset inden tur gik hjemad. Selvfølgelig bor Portugals præsident i et lyserødt hus:-)

 

 

Det var alt fra Lissabon. I morgen går turen videre til Spanien og endnu en storby. Vi glææææææder os sådan til gensyn med Barcelona og at få noget god mad. Maden har ikke været prangende her i Lissabon. Det ved vi Spanien kan lave om på.

 

Take care derhjemme:-) Og tak for jeres hilsner. De gør os glade og giver lyst til at skrive og dele med jer.

 

 

 

 

Please reload

Please reload

© 2023 by NOMAD ON THE ROAD. Proudly created with Wix.com

  • b-facebook
  • Twitter Round
  • Instagram Black Round