ANGKOR WAT - IGEN & IGEN

January 27, 2016

Ikke 2 solopgange over Angkor Wat er ens. Disse to er taget ca. kl. 7.00 med to dages mellemrum
Mig - en enlig svale!

Dagen efter vores ankomst til Siem Reap i Cambodia, havde vi booket en guidet rundvisning i Angkor-området. Det er som om man endnu ikke rigtig er kommet til Siem Reap førend man har været ved Angkor Wat og man føler sig en smule utålmodig efter at komme derud. Vi havde booket en tur fra kl. 7 til kl. 12 for os alle 5, hvilket er den korte rundtur. Med 3 børn og 35 graders varme, troede vi ikke på, at vi ville kunne magte en længere tur. (Mange turister køber både 3- eller 7-dages pas.) Uheldigvis blev Rasmus syg om natten, og så var gode råd dyre. Turen var købt og betalt så i besluttede os for, at Helle blev på hotellet med børnene, og jeg tog alene afsted. Det skulle sidenhen vise sig at skabe grobund for en rigtig god familietur - og formentlig er oplevelsen for os alle blevet bedre af at gøre det i flere omgange.

 

Lokalguiden, Uk Bun Thara, hentede mig i lobbyen, hvorfra vi kørte afsted i Tuk-tuk. (I Cambodia har de omvendt rækkefølge af navnene i f.t. os, så Thara er hans fornavn og Uk er hans efternavn). Siem Reap ligger lige syd for Angkor-området, så turen tog ca. 20 min. Det er iøvrigt en uddannelse i sig selv at blive tourguide i Angkor området. Thara havde læst engelsk og turisme på universitetet, og sidenhen taget en efteruddannelse specifikt vedr. Angkor området på 300 timer. Disse guider er kendetegnet ved den lysegule uniformskjorte.

 

ANGKOR – UNESCO WORLD HERITAGE CENTRE – er den store turistattraktion i Siem Reap og for den sags skyld hele Cambodia. Og det er imponerende. Området består af mange forskellige templer og pladser, samt den tidligere by Angkor Tom.
 

Angkor Wat

Områdets hovedattraktion er templet, Angkor Wat, der er placeret i den sydligste del af området. Angkor Wat blev bygget i starten af det 12. århundrede, og iflg. de lokale er det verdens 8. vidunder, bl.a. pga. templets størrelse, byggeriets præcision og dekorationer. Det var kong Jayavarman II, der stod for byggeriet, og det skulle være hans ’Heaven on Earth’. I ’The Khmer Emperi’ var indbyggerene alle hinduer, så Angkor Wat er bygget til hinduer. Men senere har man ’justeret retningslinjerne’, således at templet både kan rumme hinduer og buddhister.

 

Fotofun!

 

Templet har indgange til alle 4 verdenshjørner. Vi blev sat af ved hovedindgangen mod vest. Som billederne forhåbentlig giver indtryk af, var det yderst imponerende. Efter at have krydset broen over den 130 meter brede voldgrav, er der 5 indgange; den midterste til kongen, de to ved siden af denne til hhv. officererne og præsterne, og de yderste til hhv. borgerne og til dyrene. Indersiden af indgangspartiet er dekoreret med forskellige dansende kvinder, hvis udtryk og håndtegn viser forskellige følelser. Efter at være kommet igennem indgangen ses det store areal foran selve templet, hvor man dengang afholdt festivaller. Selve templet udgøres af tre rektangulære gallerier/niveauer. Hvert af dem højere end det foregående, stigende op imod et centralt tårn. På hvert niveau er der flere vandbassiner og biblioteker, hvor man kunne bede og fordybe sig. Templet er bygget af sandsten, og i alle vægge har billedhuggere dekoreret med hinduistisk mytologi, og tagene er udhuggede som dragekroppe. Efter at have været i toppen af templet, gik vi ud mod den østlige indgang, hvor vi mødtes med vores Tuk-tuk-chauffør, der tog os videre til næste tempel.

 

Ta Prohm

Ta Prohm er som tempel ikke prangende på samme måde som Angkor Wat, men det fascinerende er de træer, der har overtaget templet. Der har løbende været en diskussion om, hvorvidt man bør restaurere templet, eller om man blot skal lade træerne gro videre. Men de lokale mener, at ’naturen har taget området tilbage’. Træerne er udsprunget på templets tage, og så har træernes rødder ’omfavnet’ templet. Det er enormt betagende og lidt ’spooky’. Templet er bl.a. blevet brugt som kulisse i filmen ’Tomb Raider’.

 

 

Masser af trærødder allesteder. På sidste billede kan man svagt antyde et lille udskåret ansigt mellem rødderne

 

 

Bayon

Efterfølgende kørte vi til byen, Angkor Tom, hvor templet Bayon er centralt placeret. Kong Jayavarman VII byggede både Bayon og Ta Prohm i slutningen af det 12. århundrede. (Jeg fandt aldrig ud af, hvordan man inden for samme århundrede kan nå fra Jayavarman den 2. til den 7.?) Bayon er bl.a. særligt, da det som udgangspunkt er bygget til både hinduer og til budhister. Kongen ville forene borgerne fra de to trosretninger. Templerne blev bygget for at tilbede guderne, og for at sikre ’The Good Afterlife’. Bayon var til kongen selv, og Ta Prohm var til hans mor. Bayon er et tempel med oprindeligt 54 tårne, hvor hvert tårn har et ansigt mod hvert verdenshjørne. De 54 tårne repræsenterede de 54 provinser, ’The Khmer Empiri’ bestod af. I byen Ankor Tom boede der dengang ca. 1 million mennesker, men i dag er kun templer og pladser tilbage. Dengang måtte der kun bygges i sten til udødelige, mens alle andre måtte bo i træhuse, der den dag i dag derfor er forgået. Hvert af de 3 templer er helt unikke, og er et ’MUST SEE’, hvis man er i Cambodia.

Bayon med de hundredevis af ansigter!

 

 More photofun!

 

Famiietur - på den igen!

Et par dage efter, da Rasmus var blevet frisk igen, gentog vi turen. Denne gang alle 5, dog uden lokalguide, men med en dansktalende (tidligere) Ibiza/kos-guide, der forsøgte at fremvise, hvad templerne har at byde på, på en let spiselig måde. Det var især for børnene (held i uheld) en udmærket prioritering. Vi tog desuden samme aften op til Bakheng-templet for at opleve solnedgangen over Angkor-området. Til trods for at vi nåede toppen af bakken, hvor templet ligger, 5 kvarter før solnedgang, var køen så lang, at vi ikke nåede op i selve templet, før solen var gået ned.

 

Fortæl far, fortæl! Børnene synes især at Angkor Wat var interessant. De var i det hele taget meget åbne overfor oplevelsen.

 

1. Kompasset viser enestående flot præcision ift. udgangene

2. De fantastisk fire

3. Fantasisk konstruktion og lige linier på trods af at man dengang ikke havde fx. vaterpas til rådighed

4. Camille klar til at indtage Angkor Wat

 

 

Tips & anbefalinger

Hvis du skal til Siem Reap (med børn) kommer her vores tip til sightseeing i Angkor-området:

  • Både Angkor Wat, Ta Prohm og Bayon er enormt spændende, og bør ses. Vi kørte forbi andre af templerne, hvilke muligvis også kunne være spændende at se nærmere på, men de tre nævnte er iflg. lokalguiden de vigtigste seværdigheder.

  • Vi gav $ 15 for Tuk-tuk-kørsel, $ 40 for en lokalguide (booket gennem hotellet), og $ 20/per person i entre. Entreen dækker et døgn, så man kan både tage op og se på templer om formiddagen og solnedgang om eftermiddagen.

  • Jeg havde læst en del om Angkor-området, men det var helt klart pengene værd at hyre en lokalguide.

  • Hvis du/I ikke har en lokalguide med, er det en god ide at aftale med Tuk-tuk-chaufføren, at han skal hente dig/jer på den modsatte side af templerne, således at I ikke både skal gå frem og tilbage i templerne i stegende hede.

  • Start opstigning mod Bakheng i god tid, da der kun lukkes 300 personer op i templet ad gangen, og undgå at stå i køen, når solen går ned.

  • Start turen tidligt om morgenen, da solen er hård omkring frokosttid. Tag gerne afsted allerede kl. 6.30

  • Børn under 12 år betaler ikke entre. Husk at medbringe pas som dokumentation for barnets alder.

Please reload

Please reload

© 2023 by NOMAD ON THE ROAD. Proudly created with Wix.com

  • b-facebook
  • Twitter Round
  • Instagram Black Round