FRA RØVTUR TIL OPTUR

January 4, 2016

 

I dag var endnu gang store rejsedag og tid at forlade kongebyen. Faktisk ikke helt vemodigt, da jeg må indrømme, at Hue har været det stop på turen, som har skuffet mest. Selve Kongebyen var en storslået oplevelse, men turen til og fra byen er lang og virker umiddelbart som en høj pris at "betale" rejsemæssigt ift. det vi fik ud af dagene. Vejret spillede helt klart ind, da turen over Hai Van passet fra Hoi An til Hue skulle være storslået i klart vejr, men vi havde noget tåge og regn, så det var ikke helt så fantastisk som forventet. Dog smukt uanset.

 

For ikke at spendere 3-4 timer i minibus retur til Da Nang for at få fly videre til Hanoi, var vi fast besluttede på at tage nattoget. Efter en del research besluttede vi os for, at købe billetter med Livitrain som er en luksusudgave med fine sovekupeer i hotelstandard. Både for at slippe for en lang bustur, men også for at få oplevelsen med - tænk sig at sove i sin egen køje mens Vietnam blæser forbi derude. Vietnam Railways binder landet sammen helt fra Hanoi i nord til Saigon i syd, og vi måtte sande gennem vores research at kun det bedste tydeligvis er godt nok, da andre typer af billetter kan virke som kvægtransporter. Man kan både sidde, sove i "hard berth" med 6 køjer i hver kupe og "soft berth" med 4 el. 6 i hver kupe.

 

"I lie only little - but nice"

Nå, men med hjælp fra vores hotel-fatter endte jeg i morges (sammen med ham) på togstationen, hvor han ville hjælpe mig med billetterne. Vi skulle mødes med en der solgte billetter, da der tydeligvis kun er et sted i byen, der sælger de "fine" billetter til Livitrain. Der blev drøftet frem og tilbage over mit hoved, og efter noget tid kom han tilbage med besked om, at der kun var 3 pladser på afgangen i dag. Så med hjælp fra hotel-fatter og billeder fra google fik vi afklaret, at vi kunne få en 4-køjs softbed kahyt, hvor vi alle 5 gerne måtte sove. Som hotel-fatter sagde "I lie only little for the youngest to be 5 years - then cheeper for your. Lie only little but nice, and If they ask passport, you just say forget in hotel". Frem og tilbage med debat, penge og endelig stod jeg med 5 billetter til bare 3.600.000 Dong. Jeg havde forventet mindst det dobbelte på baggrund af de ting, jeg kunne læse mig frem til på nettet. Vi gennemgik dem minituøst, og alt var som aftalt. Sagde de! Lige indtil vi står ude ved scooteren, og han siger "If you very lucky no other come to cupee and you have 6 berth"!!!! Og pludselig var det sgu også hard berth pladser, jeg havde fået.

 

 

>>> Læs alle indlæg fra Vietnam her

 

 

Røvtur!

Så der stod jeg - og havde bestilt 5 billetter til luksustoget, men endt ud med 4 køjesengsplader i delekupe og dårligste klasse. Lige der - ikke før og ikke senere - dumpede jeg backpacker-testen! Momondo er min ven, og det tog kun en søgning for at finde 5 flybilletter fra Da Nang her i eftermiddags, og 2 timer senere var billetterne til toget refunderet (med 20% tab som vi tog med glæde), og vi var på vej i minibus til lufthavnen i Da Nang.  Dejligt der var en løsning, men også lidt skuffende at vi ikke fik prøvet toget. Havde det bare været Jørgen og jeg, havde vi gjort det, men efter anvisningerne på google og tripadvisor tror jeg faktisk ikke, det var en oplevelse at byde børnene, selvom vi måske havde været heldige og alt var fint. Hygiejnen skulle absolut være en by i Rusland og jeg kunne lige forstille mig, hvordan jeg skulle spritte en hel toiletkabine af 21 gange på vej op nord gennem Vietnam. Det blev et nej tak herfra!

 

Hurra for Hanoi

Til gengæld sidder vi nu på det fineste hotel ever i Hanoi. Cinnamon Cathedral Hotel lige mit i byen. Det er det skønneste lille øko-hotel, og vi har fået den mest varme velkomst. Lækker ingefærthe med honning, et skab til vores sko i receptionen (for her skal være rent indendøre), fodmassage til alle (som vi har tilgode) og på værelset var den fineste velkomst i form at det smukkeste håndskrevne kort, en lille godnathistorie og en håndskreven vejrudsigt for i morgen. Fuldstændig gennemført. Vi havde booket 1 dage, men har allerede booket 2 mere. Vi ankom sent men nåede lige at gå lidt rundt i kvarteret. Vi bor lige op ad kirken og her virker helt parisisk med fine altaner og små fine gader. Aftensmåltidet blev at par hurtige retter fra en lille restaurant i nærheden og det var supersuper lækkert, så der må vi ned og prøve menukortet af en af dagene. Til aften stod den på pork satay som rulles med krydderurter i rispapir, og rispapirruller med beef. Til den nette sum af 30 kr for 2 retter!!

Lige her er vi landet i den fineste gade

 

En cambodiansk appelsin i turbanen

Og endnu en appelsin faldt ned i vores turban. På hotellet bor en dansk/svensk/engelsk familie med 3 børn, som er bosat i Cambodias hovedstad Phnom Phen. Hun er dramalærer på den internationale skole og han arbejder med menneskerettigheder. Og tænk, de har inviteret os til at besøge dem når vi kommer dertil. Det er fuldstændig fantastisk og vi har takket ja.

 

>>> Læs om vores oplevelser i Cambodia her

 

Så fra en røvtur af en morgen i Hue, er vi endt med den største optursoptur i Hanoi. Og i morgen skal vi på 2-dages tur til Halong Bay. Jeg lægger mit lykkelige hoved på puden og kniber mig selv i armen over alle disse skønne oplevelser.

 

Godnat herfra. Take care.

 

Please reload

Please reload

© 2023 by NOMAD ON THE ROAD. Proudly created with Wix.com

  • b-facebook
  • Twitter Round
  • Instagram Black Round