NYC - WOODY ALLEN & NIKESKO TIL 35.000 KR

October 22, 2016

 

 

Tiden flyver afsted i her The Big Apple, og vi sover den ikke væk, selvom vi er ved at være ovre jetlag, og derfor ikke vågner kl. 04 om morgenen. Torsdagen stod i shoppingens tegn. Vi nappede en lokalbus mod New Jersey og The Garden Mills som er et outlet blot 30 minutter i bus fra Manhatten. Der findes et større og meget populært outlet 1,5 time fra byen, men så lang tid i bus, var ikke lige det vi orkede. Og det viste sig også ,at vi fik shoppet alt vi ønskede - eller nærmere betegnet fik Rasmus shoppet alt, han ønskede. Hold da op han kan shoppe, og han slæbte poser fuld af gode tilbud med sig hjem.

 

I går stod den på stabilt regnvejr det meste af dagen. Så vi besluttede os for at besøge Madame Tussauds til stor glæde for pigerne og kameraerne glødede. Camille har lavet den fine collage ovenfor. Noget sjovt udvælgelse af karakterer efter min mening, men ungerne havde en fest.

 

GRAND CENTRAL

Efterfølgende smuttede vi forbi Grand Central station, som absolut ikke skuffede. Sikke et fantastisk bygningsværk, og sjovt at se Claus Meyers smukke Danish Food Mall - her kunne man både få smørrebrød, hindbærsnitter og frøsnappere. Ja, og en god gammeldavs Danish Dog - som Jørgen lige testede og (næsten) godkendte. Børnene synes, det var sjovt at opleve, og har talt rigtig meget om GC, da de kender den fra tegnefilmen Madagaskar, hvor den halvdøve løve Alex siger "Arh, sagde hun Grand Central station - jeg troede, hun sagde :min grantante har en melon".

 

 

 

Da vi kom ud derfra kom solen og varmen og vi havde en skøn eftermiddag. Vi slendrede gennem avenuerne hele vejen ud til East River og FN-bygningen, som vi dog kun så udefra. Rasmus så frem til at se vartegnet pistolen med det krøllede løb, men vi måtte dog melde en smule skuffelse over størrelsen:-) Det var en lille fesen statue og ikke lige hvad vi havde forventet:-))) Selma især var meget interesseret i hele FN-historien, og fik en lang god fortælling fra Jørgen om, hvad FN er.  Det er helt vildt så interesseret, hun er i den slags og forsøger at relatere det til ting, hun kender.

 

Mellem store skyskraber dukker fine små huse og små grønne oaser op, hvor man kan sidde og nyde en smule ro tilbagetrukket fra byens larm og jag.

 

1) Pigerne får historien om FN på traveturen mod hovedkvarteret

2) 2nd Avenue fotograferet mod nord

3) halloween rammer grøn oase ml. 2 og 3 av. (51 str.)

 

WINDOW SHOPPING

"I've been broke, I've been window shopping, my high was always my low"  - lydsporet til Lukas Grahams "Golden" kunne være soundtracket til en shopping hungrende teenagers drømme om at kunne købe alt man ønsker sig. I går sidst på dagen travede vi rigtig mange kilometer i Soho på rundtur i usandsynlig dyre butikker, Rasmus havde udset sig hjemmefra, og hvor vi end ikke ville overveje at købe så meget som et snørebånd:-)

 

Den alt overskyggende stjerne var de røde Nike sneakers her nedenfor - spottet i den fancy butik Flight Club til den nette sum af 35.000 kr. OMG! - for mig er det bare et par røde plasticsko. Og nej, der er IKKE et nul for meget på beløbet. Desværre kan penge jo kun bruges en gang, og outlet-besøget dagen før havde sendt kontoen i sænk, så vi nøjedes med at kigge.

 

I øvrigt hører vi rigtig meget Lukas Graham i radioen herovre, så han har personligt nok efterhånden fået råd til de røde sko:-)

 

Hen under aften mødtes vi med familien Sedam Jørgensen  (Tobias undtaget), som også er in town. Så hyggeligt. Vi fik god vietnamesisk mad, og fik travet aftenbelyste gader tynde. Det var så dejlig en aften, og vi lykkedes med en 8 personers selfie med Empire State i baggrunden. Jørgen er en mester ud i selfies.

 

 

 1)Smuk aftenbelysning i teaterkvarteret  2) Green Street i den blå time  3) Rockefeller Plaza

 

 

 

 

 

Please reload

Please reload

© 2023 by NOMAD ON THE ROAD. Proudly created with Wix.com

  • b-facebook
  • Twitter Round
  • Instagram Black Round