MARRAKECH. DEN FESTLIGE BORDHERRE I KITCHET TØJ.

December 9, 2017

Mar

 

 

Mageløs, kontrastfuld, farverig, støvet, larmende, lugtende, duftende, sjov, eventyrlig, finurlig, dragende og støvet 

Adverbierne slås om pladsen i sætningskonstruktionen, når jeg famlende forsøger at fabulere lidt de sidste 5 dages oplevelser.

 

I skrivende stund er millioner af indtryk ved at finde på plads i kroppen. 5 dage er gået, siden vi rettede kurs mod nordafrikanske kyster for at sætte fodspor i Marrakech. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Men uanset om jeg inden afrejsen havde en ide, som jeg måske kunne have formuleret med ord, havde det med sikkerhed ikke været i nærheden af de oplevelser og sanseindryk, vi har fået de seneste dage.

 

Af alle steder, jeg har rejst, har jeg aldrig været et sted som her. Aldrig. At beskrive det med sammenligning til et andet sted er mig ikke muligt, men ejeren af det Riad vi boede i, fortalte at folk oftest sammenligner Marrokko med Indien. 4 timer med fly og 10 minutter i taxa fra lufthavnen til den omkransede gamle bydel Medina, og med ét står du midt i 1001 nats eventyr og de ord der senere står i kø, når du vil beskrive stedet, kan du simpelthen ikke formulere. Et sansebombardement, som skal have tid at finde plads i krop og sjæl.

 

Riads – et must i Medina

Den gamle bydel Medina er omkranset af en 19 km. lang bymur, og vil man opleve Marrakech, er det stedet at bo. Her ligger få hoteller, men til gengæld hundredevis af Riads. Riad betyder gårdhave, og bag mangt en lille trædør i byen, åbner sig de fineste små steder at bo, som mest af alt kan sammenlignes med boutiquehoteller. Her lukker alt sig om sig selv, og man kan nyde freden efter hektiske handler i souken, som er byens handelscentrum. Souken ligger i centrum af Medina, og kræver sit helt eget indlæg, så det vil jeg undlade at berøre her. De fleste Riads har kun få værelser, og flere steder kan man, hvis man rejser sammen i grupper, leje en hel Riad. Vi boede i den nordlige del af Medina i Riad Vert, som ejes af et fransk par. Stedet er absolut anbefalelsesværdigt. Smuk, smuk indretning. Lækre værelser og den skønneste mad som tilberedes af Fatima i køkkenet.

 

Riad vert (billederne er lånt fra deres hjemmeside. Værelset her er det vi boede på. Stort og lækkert. 500 kr. pr. nat inkl. morgenmad.

 

Find vej: Left, left, then you smell the Donkey-station and then right to the market

Den nordlige del af Medina, hvor vi boede, er langt mindre turistet end den sydlige, og ved første øjekast føltes det også en kende utrygt at gå i gaderne mod souken og den store plads Jemaa el-Fna, som udgør den centrale del af Medina. Da vi første gang fik et bykort i hånden, gode råd og en forklaring af vejen til centrum, var ordene noget i retning af: “Left, left, then you smell the Donkey-station and then right to the market, then left, right, post office (maybe the ATM is working, maybe not), left, left, right, left, right and then you hit the souk. Don’t smile and don’t be nice to anyone contacting you in the streets. And only ask for directions in shops”.

 

Det sidste er godt nok lidt af en prøvelse, når man som os er opdraget til at opføre sig ordentlig og være høflig. Men det stod hurtigt klart, at det måske er det bedste tip, vi fik. Mange vil gerne i kontakt med dig og vise dig vej. Desværre er baggrunden for at hjælpe oftest slet ikke så venligt ment, men med henblik på at få penge ud af dig og føre dig til deres små shops, hvor de vil have penge og have dig til at købe tæpper og krydderier. Og hvis du ikke makker ret, kan de (efter sigenden – vi oplevede det ikke) blive ret ubehagelige. Følger man rådet er det absolut ikke noget problem at gebærde sig rundt. Og hvor vi de første dage ikke turde veksle et ord med nogen, lærte vi som dagene gik, hvem vi kunne kommunikere med, og hvem vi skulle ignorere. Vi blev til sidst så snaksagelige at en sur turist tyssede på os i souken, da vi højlydt handlede på en lædertaske. Til stor morskab for de lokale.

 

Christina på vejen fra vores Riad til Souken. Det er om at finde pejlemærker for bare at have en rimelig fornemmelse af, hvordan man kommer hjem. Lossepladsen til venstre var et af dem.

 

Den gamle vs. den nye bydel

Jeg synes, der gik nogle dage, inden vi fik byen helt ind under huden og kunne slappe helt af. Af samme årsag er det min klare anbefaling, at bo inden for bymuren for at kunne tage byen og stemningen ind.  Vi brugte også timer i den nye bydel udenfor Medina (det er bare ud af en af by-portene og i gåafstand), men det er efter min mening ikke et særlig interessant område. Her finder man mere vestlige kædebutikker som fx Zara og H&M og større hoteller, som tilsyneladende ikke virker særlig charmerende. Desuden er byen ikke større end at man kan tage sig rundt på gå-ben overalt i Medina, hvilket for mig er en stor fordel.

 

 

Fra forskrækkelse til fascination

Marrakech er som den festlige bordherre i det kitchede kostume. Han der holder en tale, der på en og samme tid er både pinlig og sjov. Gæsten som værten både elsker og frygter. Ham der gør festen til en fest. Alt er bare lidt er sjovere i hans selskab, og så bærer man over med pinlighederne.

 

Med tiden kan Marrakech sagtens danne rammen for en weekendtur, men første gang, du besøger byen, bør du have en god håndfuld dage, for at gå fra”forskrækkelses- til facinationsfasen”. En ting er sikkert – det er ikke sidste gang, jeg har besøgt denne nordafrikanske perle, som helt klart er kommet på turisternes landkort for blive.

 

 

Please reload

Please reload

© 2023 by NOMAD ON THE ROAD. Proudly created with Wix.com

  • b-facebook
  • Twitter Round
  • Instagram Black Round