MY DANISH SWEET SPOTS - HEJLSMINDE

July 10, 2018

Aftenstund på stranden ved Teglgården

 

Disse dage nyder vi den danske sommer i det sønderjyske sommerland. Nærmere betegnet Hejlsminde, som ligger ud til Lillebælt mellem Kolding og Haderslev. Her tilbringer vi rigtig meget tid i løbet af året i familiens sommerhus. For mig er stedet her indbegrebet af ferie, fred og ro, selvom vi ofte - og gerne - har rigtig mange gæster, når vi er her. Her ånder alt fred og ro, og tingene tager vi i det tempo, de kommer. Havets brusen og sand mellem tæerne (også i marts og oktober) kan altså noget særligt. Mange forbinder Jylland og strand med Vesterhavet, men Lillebælt kan altså også noget, og stedet her får mine allerallerfineste anbefalinger med på vejen, bla. pga en ganske særlig ting, som du kan læse om her:

 

ET INFERNO AF FARVER

For en solnedgangselsker som mig, er dette sted er måske det ultimative Danish Sweet Spot, da det byder på noget så særligt som muligheden for at se både solopgang og solnedgang i og ved vand. Ved solopgang fyldes himlen af de smukkeste farver over Lillebælt, og mindre end en halv kilometer derfra, kan man se solen sende dagen afsted ved indsøen Noret. Det ér altså noget ganske særligt, og jeg kan på det kraftigste anbefale, at man besøger dette smukke sted. At vende sig mod vest og se solen trylle et inferno af brændte farver frem, for kort efter solen er dykket, at vende sig mod øst og se et utal af pasteller spejle sig i blikstille vand (hvis man er rigtig heldig).

 

1: Solopgang en sommeraften i juli ved Noret 2: SUP ved solnedgangstide på østsiden. Farver fra hele paletten mod hhv. vest og øst.

 

 

ÅRSTIDERNES FARVETRYLLERI

Uanset hvornår på året du besøger Hejlsminde, venter der (for det meste) smukke naturoplevelser. Billederne herunder er taget henover året ved solnedgangstid ved Noret, og viser ret godt årtidernes forskellige farvepalette. Jeg har et ganske særligt sted på stien langs Noret, som meget sjældent skuffer - broen (og bropillerne) på billederne herunder er måske nok et af de motiver, jeg har taget flest billeder af gennem årene her:-) 

 

 

BESØG HEJLSMINDE

Har du fået lyst at besøge Hejlsminde, er der flere muligheder for overnatning, og stedet kan fint danne rammen for en ferie i Danmark. Direkte ved Hejlsminde strand ligger Badehotellet, og derudover er der rig mulighed for at leje sommerhuse i byen. I oplandet som er rigtig skønt ligger også en del fine Bed & Breakfast steder bl.a. i Aller. Og vælger du at holde ferie her, er der mange muligheder for dagsture til både honningkagebyen Christiansfeld, Kolding, Haderslev, Sønderborg og måske en smuttur til det nordtyske Flensborg. I Christiansfeld finder man blandt andet Den gamle Grænsekro, som ligger præcis der hvor grænsen mod Tyskland gik i gamle dage. En røverhistorie fra kroens hjemmesiden, fortæller:

 

I 1864 blev Danmark besat af Tyskland, hvilket betød at grænsen mellem de to lande blev ændret. Den daværende kromand havde ikke lyst til at kroen skulle ligge i Tyskland, derfor inviterede han tyskerne indenfor til en god omgang mad og drikke, og sammen besluttede de, at Grænsekroen fortsat skulle ligge på dansk jord.

 

Her får du en virkelig god wienerschnitzel, hvilket vi aldrig misser, når vi er her. 

 

Selve Heljsminde by er lille. Den har en lille havn, hvor du finder en iskiosk. Derudover byder byen kun på et par restauranter og en enkelt cafe, alt sammen direkte til vandet. Skal man handle større ind, kan det gøres i Hejls by 3 km fra Hejlsminde eller i Christiansfeld, som ligger 8 km. fra Hejlsminde. Stranden i byen er meget børnevenlig og en skøn sandstrand. Der findes desuden beachvolley baner og ja, så går en krabbevæddeløbsbane. Krabbefangeri er børn og voksnes nummer 1 aktivitet fra alle byens badebroer. 

 

Hejsminde strand i centrum af byen. Her er stranden renset for tang og meget børnevenlig.

 

DEN DEJLIGSTE MORGEN I HUNDREDE ÅR

Vi er så usandsynlig priviligerede, at vi bor med direkte adgang til vandet, og det hænder - faktisk ikke sjældent - at vi vågner badet i fantastisk lys fra solopgangen. Og mens hele huset sover, lister jeg i morgenkåbe ned til vandet med mit kamera. At sidde der på badebroen mutters alene kl. 04:45, og vente på at jorden drejer i den helt rigtige position, så den lader den store varme kugle fylde min linse med det smukkeste skue, må være den bedste måde at starte dagen på. Sådan kan jeg sidde i halve timer, for derefter at liste tilbage under dynen.

 

 

Sådan så det ud på den til dato smukkeste morgen en Augustdag i 2017 (kun et klik på mobilen, ingen redigering - man tror det er løgn!)

 

Jeg håber, jeg med dette indlæg har givet dig lyst til at køre gennem Hejlsminde - eller måske lige fremme blive et par dage - hvis du en dag kommer på de kanter.

 

Take care:-)

H

 

 

PS: Der gives selvfølgelig ingen garantier for billeder som disse, da der også er dage, hvor alt er gråt i gråt, men selv på de dårligste dage har jeg oplevet smukke smukke solop- og nedgange over vandet. Meeen det er jo Danmark, så det hænder også at man ikke kan se hvor vandet slutter og himlen begynder:-) Men det har vel også sin charme! I øvrigt er indlægget ikke sponsoreret.

 

 

 

Please reload

Please reload

© 2023 by NOMAD ON THE ROAD. Proudly created with Wix.com

  • b-facebook
  • Twitter Round
  • Instagram Black Round