FØDSELSDAG MED REFLEKTION

December 19, 2018

Året lakker mod enden, og 2018 har for os været et virkelig begivenhedsrigt rejseår. Til morgen da jeg åbnede Facebook poppede dette 3 år gamle billede op med denne tekst:

 

 

 

 

Mig med rygsæk! Og praktisk tøj. Et sjældent syn.

Nu er vi dem, der er ristet. Take Care og rigtig glædelig jul alle søde venner

 

Og det fik mig til at tænke på, at mit hjertebarn af denne blog i dag fylder 3 år. Præcis i dag er det nemlig 3 år siden, vi drog afsted på vores livs eventyr. Med kun en flybillet ud til Vietnam og én hjem fra Singapore 8 uger senere. Rutens tilvejeblivelse lod vi tiden, lysten og vejret om at bestemme.

 

Endnu varmere om hjertet blev jeg en time senere, da der tikkede en messenger-besked ind fra ældstebarnet, der tydeligvis havde fået samme minde som pop-up besked på Facebook, og som kærligt og betænksomt sendte mig et screendump af selvsamme billede. OS 5 på vej ud i verden. OS 5. Kun billedet – ingen besked. Men jeg ved lige præcis, hvad den besked betød, og det varmede mit både moder- og rejsehjerte, at denne dag også er et ganske særligt minde for ham.

 

Rejser forandrer mennesker

Man siger at rejser, og mødet med andre kulturer, forandrer mennesker. Jeg stemmer 110% i, for jeg føler det hver dag på min egen krop – og i dette indlæg vil jeg forsøge at sætte ord på hvad 2 måneders break fra hverdagen har givet os som familie og personer hver for sig. Altoverskyggende er dog følelsen af, at vi 5 er forbundet på en særlig måde, når vi rejser. At være samme kun os 5, uden hensyntagen til alt muligt som i dagligdagen, får mig til at føle en særlig forbundethed. Vi er et unit et "OS 5", og det mærkes, når vi trækker os væk fra hverdagen, og bare rummer os selv og verden i vores helt eget univers. 

 

 

Alt det man ikke forventer

Når man slipper hverdagen og rejser ud uden en plan, som vi gjorde, er der selvfølgelig ting man helt oplagt regner med at få ud af det; sammenhold, kulturmøder, træning i sprog, madoplevelser er blot nogle af dem.

 

Og så er der alle de ting, man ikke aner følger med i kølvandet: undren, kreativitet, kedsomhed, utålmodighed, nysgerrighed, selvhjulpenhed, overskud og en dyb dyb taknemmelighed. Over det vi har, og de oplevelser vi bliver givet. For mennesker, der så gæstfrit åbner deres hjem og fortæller en historie, du aldrig troede, du skulle høre eller vil kunne læse dig til i nogen bog. Smil fra børn, der lever så anderledes end vores, som sætter så mange ting og vores eget liv i perspektiv. Mad der bliver serveret, og tøj der bliver vasket og lagt sammen til perfektion.

 

Det var på mange måder den ultimative følelse af frihed og luksus. 8 uger uden opvask, madlavning, vasketøj og madpakker. Det var forkælet, og noget af det vi alle virkelig nød og stadig tænker det tilbage på. Ingen stress og masser af tid til at være sammen. OS 5. Og det er noget af det, der for os alle står som et virkelig stærkt minde.

 

Angkor Wat - måske ikke den mest børnevenlig attraktion og i 40 graders varme. Men formidlet på den rigtige måde og i ret mængde, endte det med nysgerrige spørgelystne børn. 

 

At skabe en rejse i fællesskab

Vi skabte rejsen sammen og undervejs. Jeg mindes en aften i Cambodia efter små 5 uger tætpakket af oplevelser, hvor vi besluttede os for, at nu var det vist til at rejse hen et sted, hvor der var strand og driverliv. Egentlig havde vi bestemt os for Thailand, og billetterne var stort set booket, da det kom fra Rasmus: ”Hvad med Kuala Lumpur. Det lyder sgu da fedt”. ”Jamen, hvorfor ikk? Så bliver det Kuala Lumpur”, og Thailand blev sendt i skammekrogen. Faktisk helt indtil vinteren efter. Tænk at kunne rejse til Kuala Lumpur, bare fordi man synes, det lyder fedt. Så er man da født under en heldig stjerne og et privilegeret menneske. Og sådan følte vi os også alle, lige der og har gjort mange gange siden over at vi fik muligheden for at opleve Kuala Lumpur, som vi faldt ret så meget for og gerne vil tilbage til.

 

 Kuala Lumpur - som ikke var med i vores planer fra start og som vandt alles hjerter, men som vi slet ikke blev færdige med.

 

Medbestemmelse er frihed og giver mod på udfordringer

Selvom de store linjer i rejsen blev besluttet af Jørgen og jeg, er jeg sikker på, at børnene oplevede en stor del af medbestemmelse. Både i valg af destinationer og særligt hvor længe, vi var der. Ofte var det dem, der synes, at nu var det tid at drage videre, når vi havde dvælet længe nok ved en destination. De var med til at bestemme, hvor vi skulle bo ud fra de økonomiske rammer, der blev opstillet. Til sommer drager Rasmus for første gang afsted alene en uge til Grækenland med en kammerat. De har selv planlagt det hele – ingen charterferie med Ung Rejs til dem. Alt har de selv styr på: fra fly, til transport, hotel, cykel- og scooterleje. Og udarbejdet et supertjekket budget med plads til både det fornødne og ballade, så den del er der også styr på. Der er ingen tvivl om, at det er en af de ting, han har fået med gennem de sidste mange års rejser.

 

Selvhjulpne verdensbørn – de kan godt selv!

Vores børn har åbnet sig mod verden. De boltrer sig hjemmevant og respektfuld i fremmede kulturer.  De er opmærksomme på regler og religioner, der er anderledes end vores. Når vi rammer ”nyt land” synes jeg de er gode til lige at indfange kulturen og føle sig lidt frem fx ift. hvordan man handler med de lokale. Når man rejser i mange måneder, og flytter sig fra sted til sted rigtig mange gange, betyder det naturligvis også, at der skal pakkes op og ned rigtig meget. Her i familien pakker alle selv hver eneste gang, vi skal afsted og der er ”ingen kære mor” på den konto. På den måde sikrer vi bedst, at alle husker egne ting og har styr på sit eget. Det gælder også ift. at få skrevet visumpapirer og huske sit bordingkort og pas, når man begiver sig rundt i lufthavne. Det er måske ikke en livsnødvendig ting at kunne pakke en kuffert til en udlandsrejse, eller kunne udfylde visumpapirer, når man er 9 år gammel. Men når det kommer til at kunne pakke sin rygsæk til en lejrskole og holde styr på egne ejendele og bære sit eget habengut, ja, så går det i min optik faktisk under både kategorien ”livsduelighed” og ”robusthed”. Og det har de alle fået med i bagagen gennem tiden.

Robusthed er noget af det vi tydeligt ser på Selma. Hvor hun tidligere har mødt fremmede kulturer og særligt storbyer med mange mennesker med en smule frygt, er hun nu langt mere tryg og vover sig i højere og højere grad afsted uden en voksen i hånden. Det har selvfølgelige helt klart også noget med alderen af gøre. Markeder med stærke lugte bliver nok aldrig hendes favorit, og for altid vil Laos's ro nok stå som hendes klare favorit på vores rejse. Husker med al tydelighed da vi landende i Luang Prabang efter Vietnams hektiske byer. Hvordan hendes lille krop roligt trak vejret i bilen fra lufthavnen, og hun stille fabulerede: "Aj, det her land tror jeg jeg kommer til at at elske. Det er helt roligt"

 

Do you speak english or body language?

Derudover er det sproglige også klart et af de områder, hvor børnene har fået rigtig meget med sig. Udover et øget ordforråd, er det helt tydeligt at modet og lysten til at bruge sproget er tilstede, og særligt Camille og Selma har udviklede deres engelsk rigtig meget på vores rejser. Rasmus var allerede godt i vej.  Og ofte mødte vi - særligt i Vietnam - en del der end ikke talte engelsk, og så er kropssprog jo et helt fantastisk redskab.

 

Selma taler med en ældre vietnamesisk herre. Skønt at kunne tage fingrene lidt i brug. 

 

Kreativitet, kedsomhed og sammenhold

Vi er ikke typerne, der fylder tasken med Lego og andre legesager, når vi rejser. Papir, tuscher og kortspil er mere eller mindre hvad vi medbringer af legesager udover lydbøger og ipad, når vi rejser. Og selvom rejser og ferie jo ofte er lig med masser af underholdning, sjov og ballade, så opstår der også tidsrum, hvor der ikke ”sker noget” og kedsomheden sejrer. Og hvad gør man så, når man ikke lige har legetøj eller en pool at underholde sig med. Det er her kreativiteten opstår. Pigerne har gennem de sidste år opfundet egne kortspil og kreeret alverdens brætspil med 90 grams kopipapir og tuscher. Og Rasmus er en sand mester i at opfinde alverdens poolgames - alle nogen med et udbredt islæt af konkurrenceelement (vi kæmper stadig med at finde en samlet vinder af "håndstand under vand"). Eller når man bare skal vandre og vandre med en tung rygsæk gennem byen for at finde et sted at overnatte eller der er langt til toppen med en ankel, der driller. Så må der ”kongens efterfølger” eller en storebror med stærke skuldre til at hjælpe. Så går det nok alt sammen.

 

 

 Sådan kan man også træne brøker. Camilles hjemmelavede spil fra en lazy eftermiddag en dag i Mekong

 

"En for holdet"

I vores familie arbejder vi med begrebet at "ta en for holdet". Når man rejser mange sammen, og har forskellige behov og interesser, er vi ikke altid enige om, hvad der er "fede oplevelser". Og så må man lære at gå på kompromis og deltage med en positiv indstilling (eller i al fald som minimum neutral) i aktiviteter, man måske ikke lige selv, synes er de mest interessante. Som når mor synes trekking i 38 graders hede bare er det fedeste, men det ingen mening giver for en 13-årig. Eller når ens lillesøster elsker heste, og synes vi skal ride mod solnedgang i Cambodia, selvom man som storebror, synes det er "pænt nederen" for ikke at sige "fesent". Men det er lige her, man så bare "retter ind" og deltager på lige vis med resten af familien og "tar en for holdet". Ingen brok og ingen diskussioner, for næste gang laver vi noget, jeg gerne vil! Og ofte hænder det, at det man ikke lige synes, var en fed ide fra start, måske slet ikke var så slemt endda. Med den sidegevinst, at man lige fik udvidet sin horisont! Win-win.

 

 

It ain't over

Jeg husker, at jeg (som den eneste) slet slet ikke var klar til at rejse hjem efter de 8 uger. Jeg var end ikke nået at blive træt af ris, og sneen var endnu ikke smeltet i Danmark, og så føltes det altså alt for tidligt at vende nordpå.  Når noget helt fantastisk lakker mod enden, kan jeg ofte rammes af en tristhed over, at nu er det forbi. Men sådan fik jeg det faktisk aldrig haft det med denne tur. De oplevelser og den tid vi fik sammen, var slet ikke slut, da vi atter var retur i Danmark. Alle minderne – de sjove, skæve, underlige, pinlige – lever videre i os hver eneste dag, og bringer glæde på næsten dagligt plan, selvom tiden og dagligdagen bare går og går. Og der er nu ikke noget som at grine over mit valutakiks, der sendte os på luksushotel, når man sidder over havregrynene på en regnfuld tirsdag morgen i november. 

 

 OS 5 i vores unit. Altid klar på eventyr. Island 2018

 

Drømmenes slutter aldrig....

Jeg er så glad for, at vi dengang tog beslutningen om, at starte bloggen og nedfælde alle de små indtryk og oplevelser, der ellers har det med at forputte sig i det store billede. Ovenstående tankespind udgør kun en brøkdel af de ting, vi har fået med fra denne rejse. Og meget taknemmelig for, at vi havde mulighed for at gøre det. Jeg håber for alle, der har mulighed for det, at I tør kaste jer ud i det og tage imod alt det, det giver. Det er en kliché, men en af dem der holder: Minder bærer vi med os for altid og ingen husker den grå sofa man spenderede en formue på, når alt kommer til alt.

 

Jeg drømmer om endnu et længere eventyr rundt i enten Mellem- og Sydamerika eller videre rundt i Asien, hvor særligt Malaysia, Java, Sumatra og Myanmar endnu er uudforsket land. Hvem ved, hvornår det en dag blir muligt igen, og hvor mange der så skal med til den tid? Det må tiden vise….

 

 

 

Please reload

Please reload

© 2023 by NOMAD ON THE ROAD. Proudly created with Wix.com

  • b-facebook
  • Twitter Round
  • Instagram Black Round