POSTKORT FRA GILI MENO

July 26, 2019

 

 

GILI MENO - GILIØERNES BENJAMIN

Mens jeg brygger på et indlæg om de sidste 3 dages oplevelser på Gili Air, får I lige et kort hilsen fra Gili Meno, hvortil vi ankom i formiddags.

Præcis som på Gili Air findes der ikke motoriserede køretøjer, hvilket skaber en ganske særlig stemning. Som Selma siger "det er dejligt at være et sted, hvor man slet ikke behøver at kigge sig for, når man skal over vejen".

 

Det mærkes tydligt, at øen her er endnu mere laid-back, end den vi kommer fra. Der er ikke meget liv i gaderne, og man skal gå længere for at finde et sted at spise. Vi bor det dejligste sted, så de næste dage, kommer til at gå med snorkling, badning og masser af afslapning. Dog ligger hotellet lige ved siden af øens moske, hvor der kaldes til bøn første gang hver dag kl. 05.20, så spændende om vi kommer tidligt op i morgen:-) Gili-øerne hører til Lombok, som er muslimsk til forskel fra Bali som er overvejende hinduistisk.

 

Venstre: Netop ankommet på vej mod hotellet der ligger ca. 15 minutter fra "havnen".

Højre: Hele vejen rundt langt øens kyst findes sand/grusstier - turen er i alt ca. 4,5 km og tager 1 god times tid - dog meget mere, hvis man skal både bade og finde muslinger på vejen:-)

 

TURENS SMUKKESTE SOLNEDGANG

Øen er en smule mindre end Gili Air, og eftermiddagen er gået med at gå hele øen rundt i vandkanten og opleve de forskellige strande, og som afslutning fik vi lige turens til dato smukkeste solnedgang. Dette sted er også første sted på turen, vi har set solen gå ned i vandet. Dog er disse billeder taget umiddelbart efter, da lyset der var helt magisk.

 

Smukkeste farveskift med få minutters mellemrum. I baggrunden ses vulkanen Mont Agung på Bali.  

 

 

BOUNTY STRAND

Og ENDELIG fandt Selma sin bountystrand på sydøst siden af øen. Hvidt sukkersand og det klareste turkise vand. Vi har været på mange smukke strande indtil videre, men der har enten været alt for vilde bølger eller en kende for meget søgræs eller koralrev efter Selmas smag. Sidstnævnte har dog den ubetingede fordel, at det tiltrækker de smukkeste fisk og store havskildpadder, og begge dele har vi set masser af på Gili Air de sidste dage. Så vi klager ikke.

 

MED SNUDEN I SPORET

Camille er 100-meter mester i at spotte ting, og vi har alle erfaret, at det ikke er dårligt at være i nærheden af hende, når man fx. har en snorkelmaske på. Der går ikke meget forbi hendes næse, og således er hun også den første til at spotte de vildeste fisk og de største havskildpadder under vand. Det samme gør sig gældende i strandkanten.

 

Vi havde ikke gået mange meter langs kysten, førend hun kom ilende med den ene smukke strandskal efter den anden, og det blev til en flot samling på turen hjemad. Den smukkeste af dem - et helt fantastisk konkylie - fandt hun desværre først efter billederne blev taget.

 

 

FERSKVANDSBRUSEBAD

Nu er mørket faldet på, og til alles glæde har vi fået et bad i FERSKVAND - det er ren luksus, da der på Gili Air kun findes saltvand - også i pools og brusere. Men her hvor vi bor har vi ferskvand til både bad og tandbørstning. 

 

Take care

/H

 

 

 

 

 

Please reload

Please reload

© 2023 by NOMAD ON THE ROAD. Proudly created with Wix.com

  • b-facebook
  • Twitter Round
  • Instagram Black Round