Kvinder med taljelangt kulsort hår skjult under farverige paraplyer langs vejkanten. Busser med passagerer hængende ud af døre og vinduer, dekoreret så selv grafittimalere formentlig vil finde det en smule i overkanten. Smukke strande med varmgult sand, vilde brusende bølger, svejende palmer der velvilligt tilbyder skygge, dyttende tuk-tuks, farverige tekstiler fra små telte i bybilledet i et mix med vilde dyr lige fra flyvende pelikaner til krokodiller og slanger. Krydret med duften fra karryretter og kokosrotti. Essensen af Sri Lanka.

 

Vi rejste rundt i Sri Lanka 15 dage i vinteren 2018. Nedenfor finder du vores forslag til en rejserute, der med garanti vil efterlade dig med oplevelser af alle arter og i massevis, inkl. links til de steder, vi har boet.  

I bunden af denne rejseguide finder du vores TOP-5 over bedste oplevelser

Sri Lanka
TIPS & ANBEFALINGER

Vores Rejserute - 16 dage/15 nætter

Udover nednestående 7 byer, besøgte vi en del flere byer og seværdigheder undervejs fra sted til sted. Vi lagde ud med et par nætter ved Negombo, som ligger nær lufthavnen, for lige at ankomme stille og roligt, og tage toppen af det værste jet-lag.

Derefter 7 dages rundrejse afsluttet med badeferie på syd- og vestkysten i hhv. Tangalle og Mirissa

Negombo, 2 nætter

Læs om vores oplevelser her

---

Kandy, 1 nat

Nuwara Eliya, 1 nat 

Læs om vores oplevelser i højlandet her

---

Ella, 2 nætter

Læs om oplevelser i Ella og omegn og top-tip om togture i Sri Lanka

---

Udawalawe, 2 nætter

Læs om vores oplevelser med safari og vilde dyr her

---

Tangalle, 3 nætter

Sol, badnign og vilde bølger - læs med her

---

Mirissa, 4 nætter

 Nuwara Eliya

"Little England" i højlandet

Nine Arch Bridge v/Ella

Sejltur v/Negombo

Sol og surf i Mirissa

Fly

Vi fløj med KLM via Amsterdam. På hjemvejen en lidt længere tur med en kort mellemlanding i Oman. Billetterne fandt jeg som altid via Momondo og bookede dem gennem Kilroy. I alt kom vi af med ca. 28.000 kr. for 5 personer. Dette var egentlig ikke særlig billigt. Det kan gøre en del billigere, hvis man er ude i god tid. På den lange strækning opgraderede vi til Economy Comfort – hvilket betyder en del ekstra benplads og sæder med flere indstillinger. Det koster ca. 600 pr. pr. billet pr. vej og gør en lang flyvetur langt mere bekvemt uden at skulle opgradere til business. Så hvis man vil unde sig selv lidt ekstra, er det efter min mening alle pengene værd. Pladserne kan tilkøbes når man checker ind online.

 

Transport i Sri Lanka

Langt de fleste der besøger Sri Lanka rejser rundt på øen. Selvom den kun er ca. 1,5 gang Danmarks størrelse har den så meget forskelligt at byde på, at det vil være synd og skam at blive på samme sted hele ferien. Store dele af øen har et udbygget vej- og busnet, og man kan tage sig mange steder med lokalbus for ingen penge. Dog skal man være indstillet på at sidde eller stå som sild i en tønde og have godt med tålmodighed. For her skal være plads og tid at samle folk op alle steder ved vejkanten og folk der stiger af ud af døren, men bussen stadig kører. At gøre med tog i Sri Lanka er lidt af et tilløbsstykke og noget ganske særligt, som kan anbefales at prøve. Læs mere om vores oplevelser med de singalesiske toge her.

Privatchauffør – komfortabel rejseform med et strejf af luksus

Vi rejste med privatchauffør, som vi havde booket hjemmefra. Det er en meget gængs måde at rejse på, og sådan de fleste kommer rundt. Og så er det tilmeld virkelig billigt. Regn med ca. 350-500 pr. døgn, hvilket er inkl. chaufførens overnatning og benzin. Inden afrejse havde jeg gennem research på diverse rejseblogs faldet over en anbefaling af Asitha, fra Sri Lanka Paradise Tours. Jeg skrev til ham, og selvom jeg på forhånd havde besluttet mig for en rute, var han hjælpsom og foreslog lidt ændring og seværdigheder undervejs, hvilket kun har beriget turen. Asitha selv var på en anden tur, mens vi var der, så vi kørte med hans fætter Shiran, som var utrolig sød. Han talte godt engelsk, og var en rigtig god chaffør. Bilen (stor van til 7 personer) var ny og velholdt, og hver gang Shiran hentede os, var bilen pænt ryddet og klar til en ny tur. Sæderne var supergode, og der var rigelig plads til lure på både bag og forsæde, når der var behov. Hvis man har tendens til køresyge er køresygepiller en nødvendighed.

 

Shiran var tilmed en god spotter, og flere gange vendte han lige bilen for at køre tilbage og vise os en elefant eller varan i vejkanten. Vi følte os trygge med ham bag roret, og han får vores allefineste anbefalinger. Jeg havde selv booket overnatninger hjemmefra, men også det kan Asitha være behjælpelig med. Der er masser af chauffører, der arbejder på denne måde, og man kan helt sikkert finde en god chauffør, når man er ankommet. Prisen er nogenlunde den samme, men jeg tænker man med fordel kan booke en chauffør, man ved andre har haft god erfaring med hjemmefra.

 

Kontaktdata:

Asitha

asitha.srilanka@gmail.com

+9477 8310570

Trafikken i Sri Lanka

Overordnet kan der siges én ting om trafikken “Fat tålmod og nyd udsigten”. Alle strækninger (selv på motorvej) tager meget længere tid end vi nogenside ville forestille os, når man kigger på antallet af kilometer, der skal tilbagelægges. Trafikken er langsom. Således nåede vi også lige at få megastress over om vi nåede lufthavnen i tide på hjemrejsen. 135 km på 3 timer og det meste på motorvej! Jeg havde læst at trafikken var crazy. Men det er slet ikke vores oplevelse. Måske vi blev kureret for den slags efter 5 dage i Ho Chi Minh. Trafikken forløb stille og roligt og meget respektfuldt. Her dytter man kun som en venlig gestus, der viser, at ”jeg har tænkt mig at overhale dig om lidt”. Så trækker billisten foran pænt ind til siden, og der kan overhales i midterste vognbane. Kommer der modkørende holder de pænt til den anden side og skaber plads. Virkelig zen-agtige tilstande og meget forstående billister. Al den meditation betaler sig:-)

Eneste undtagelse er hovedgaden i Mirissa. Her kører de virkelig råddent og hurtigt, og man skal se sig godt for. Og går man efter mørkets frembrud, er det en god ide at lyse med en lille lygte. Fortove arbejder de ikke med, så kig jer godt for og børn bør ikke krydse vejen alene.

God lur på bagsædet

Open trains

Safari

Badulla station

Her boede vi

The Beach Boutique Hotel udenfor Negombo. 800 kr. /nat for dobbeltværelse. Lidt mere for trippelværelse. Hotellet og poolen er lækkert. Det ligger i udkanten af en lille lokal landsby.

Stranden foran hotellet er supersmuk, men her kan man ikke bade.

Homestay Garden Rest Kandy. 450 kr. for 2 værelser inkl. morgenmad. Pænt og rent og fin beliggenhed. Simpel morgenmad. Man skal køre en mindre tur i tuk-tuk for at komme til centrum.

Queenswood Cottage, Nuwara Eliya, 1600 kr. for 2 værelser inkl. morgenmad. Beliggenheden var fin men hotellet for dyrt ift. produktet efter vores mening. Simpel men ok morgenmad

Little Follys, Ella. 425 kr. pr. nat for et familieværelse. Super beliggenhed lidt fra hovedgaden på vej mod Little Adams Peak. Stort rent værelse med ok senge og fin balkon og terasse. Dette guesthouse er simpelt, men virkelig hyggeligt og værtsfamilen er virkelig søde. Kan klart anbefales. 

Agthira River Camping inkl. halv dag safari. Vi gave 1800 for 2 nætter inkl. morgen- og aftensmad. Vi boede i 2 luksus"telte" beliggende direkte ud til en lækker stor pool. Området var virkelig lækker og made serveres langs floden. Det er utrolig smukt. Dog er servicen og maden ikke noget at skrive hjem om. Men klart anbefalelsesværdigt uanset.

Eva Lanka, Tangalle. Ca. 1000 pr. nat for et familieværelse inkl. ok morgenmad. Hotellet er noget slidt og trænger generelt til et lille up lift ift. prisen. Det ligger ca. 6 km. fra Tangalle og området omkring er meget øde. Vi skulle have været der 4 nætter, men valgte at korte en overnatning fra. Stranden nedenfor hotellet er virkelig lækker, dog kan vandet være meget voldsomt. Jeg ville klart foretrække at bo i området Medekatiya (også i Tangalle), hvor der er en del hyggelige hoteller og restauranter langs vandet.

Praneeth Guesthouse, Mirissa. Supersimpelt guesthouse med perfekt beliggenhed direkte på stranden i udkanten af Mirissa. 150 kr. inkl. morgenmad pr. dobbeltværelse. Jeg synes det var superfint, men resten af familien synes det var FOR simpelt, så vi flyttede efter den første nat. Men leder man efter et budgetsted, er dette virkelig et godt bud.

 

Casa Maria, Mirissa beach. 1000 kr. pr nat for et superlækkert familieværelse. Måske det bedste sted vi boede. Mindre Boutique-hotel der netopmer åbnet og indretningen og poolen er helt i top. Ca. 50 m fra stranden og i gå afstand til alt i byen. 

Sri Lankas vilde dyreliv

Der er masser af vilde dyr lige fra de der lever og opleves på sikkert hold i naturparkerne til dem der kommer (lidt for tæt på) - fx. en slang på værelset og i rygsækken. Læs mere og se video her. Overalt i gaderne er der masser af hjemløse hunde, men vi oplevede ikke at det var til gene. Kun en enkelt gang var der lidt slåskamp på stranden i Tangalle, men en turist fik gennet dem væk og så hørte vi ikke mere til det. De var ellers alle forholdsvis rolige og ikke særlig interesserede i menneskekontakt. De sidste dage i Mirissa fandt pigerne 5 hundehvalpe som de passede og plejede, hvilket måske ender med at blive turens bedste minde for dem. Uden for Galle besøgte vi Koggla Turtle Hatchery, hvilket var en virkelig fin og anbefalelsesværdig oplevelse. Her tager de sig af skadede og syge skildpadder, som indleveres og passes af frivillige og dyrlæger, indtil de ingen er klar til at sættes ud til det fri liv i havet. Selma har skrevet om det her

Maden og prisniveauet

Det singalesiske køkken består hovedsageligt af Rice and Curry og Rotti (en slags kokospandekage-brød). Maden vi har fået har været af meget svingende kvalitet, og generelt er niveauet ikke på højde med hverken Thailand eller Vietnam. Bedste måltid Rice and Curry fik vi på Cafe C på hovedgaden i Ella og på den lille restaurant MoonLight på hovedvejen lige overfor Eva Lanka i Tangalle. Sidstnævnte var en lille restaurant drevet af et ægtepar med 2 børn. Her er det om at væbne sig med tålmodighed, for det tog det meste af halvanden time at få maden serveret. Men det var hele ventetiden værd og et bevis for, at moderen lavede alt fra bunden efter bestillingen. Udover at være supergod mad, var værterne så søde og glade for at dele ud af deres viden om Sri Lanka. Vi var de som sagt 2 gange i løbet af 3 dage, og kan absolut anbefale stedet. Derudover kan vi også anbefale Chill cafe i Ella. Ikke pga. maden som var ret gennemsnitlig, men stedet er superfint og med et stort loungeområde på toppen. Og her fik vi som det eneste sted en god kop kaffe. Det er svært at opdrive god kaffe i det hele taget. Måske ikke så underligt i theens land.

Det er rigtig billigt at leve i Sri Lanka. Vi spiste ofte for ca. 150 kr. for os alle 5 (lokal mad). Vælger man mere vestlige retter er det smule dyrere. En sodavand på en restaurant koster ca. 6 kr., en øl 14 kr. og en omgang Rice and Curry fås fra 20-40 kr. 

Sol, strand & klima

Solen er stærk. Også stærkere end vi har prøvet før, og selvom der indimellem går et sky for. Således plejer vi kun at bruge faktor 50 de første dage, når vi rejser, men her holdt vi faktor 50 stort set hele perioden, og udgik desværre ikke et par solskoldninger. Primært pga. timers surf og snorkling som er hårdt for ryggen. Vi endte faktisk med at købe et par surf-badebluser. Generelt skal man være rigtigt påpasselig når man bader på Sri Lanka. Alle steder dukker de smukkeste strande op, og desværre er meldingen ofte "this beach is not for swimming", hvilket er lidt ærgerligt. Strømmen og bølgerne er voldsomme, og faktisk var det kun et enkelt sted ved Tangalle at Selma brød sig om at være i vandet. Hun nåede at blive revet ned og hvirvlet rundt under bølgerne på flere af de andre strande, hvilket ikke var en sjov oplevelse. Omvendt var selvsamme bølger noget af det Jørgen og Rasmus synes var noget af det fedeste og sådan er man jo så forskellig. Læs om de forskellige strande vi besøgte her.  Og spørg altid de lokale, om badning er ok inden du hopper i bølgen blå. 

 

Rejser man med mindre børn, vil jeg klart anbefale, at man bor et sted, hvor der er pool. På Mirissa Beach ligger i øvrigt et større hotel med pool på stranden (mener det hedder Beach Bay resort). Her kan man betale 500 rupiees (20 kr.) per dag for at få en liggestol på stranden, håndklæde og adgang til poolen. På den måde kan man få lidt af det hele, hvis man ikke bor med pool. 

Vi havde sol, tørt og meget varmt hele perioden (februar måned), med undtagelse af dagene i Nuwara Eliya, som ligger i ca. 2000 m. højde. Her havde vi brug for en trøje om aftenen, og jeg trak da også i trøje og sokker i løbet af natten, hvor temperaturen faldt til 14 grader. Solen har dog stadig magten og i løbet af dagen lå temperaturen på ca. 22 grader. 

Hiriketiya Beach

Goyambokka Beach

Mirissa Beach

Paradise Beach v/ Eva Lanka

Top 5 oplevelser i Sri Lanka

  1. Køre med toget og hænge ud af togdøren. Og gå på togskinnerne over Nine Arch Bridge.

  2. Slendretur og shopping i Galle.

  3. Køreture gennem højlandet fra Kandy over Nuwara Eliya til Ella - en naturoplevelse udover det sædvanlige.

  4. Bade i de vildeste bølger (dog ikke på alles top 5) så pladsen deles med svømmetur med havskildpadder ved Mirissa.

  5. Safari i Udawalawe nationalpark - vilde dyr på nærmeste hold.

Shopping i Galle

Ravana Falls

Gåtur på togskinnerne

Besøg på thefabrik

© 2023 by NOMAD ON THE ROAD. Proudly created with Wix.com

  • b-facebook
  • Twitter Round
  • Instagram Black Round