AT PLANLÆGGE EN REJSE

ALT STARTER MED EN DRØM

En rejse starter for mig altid lang tid før, vi står med rygsæk eller kuffert på vej ud af døren. De fleste af vores rejser tager form i mit hoved i måneder og nogen gange årevis, førend de bliver til virkelig. Nogle forbliver drømme og ligger på tegnebrættet og bliver måske (aldrig) til noget. Jeg har hundredevis af steder, jeg gerne vil besøge og oplevelser jeg føler, ligger og venter på os derude. Steder jeg er faldet over via rejseblogs, instagram, avisartikler eller som på anden vis har sneget sig ind på mig, og fået lov at blive en del af hele det store bagkatalog af rejseplaner og udlængselsdrømme, der er en stor del af mit liv og mine tanker.

 

FLYBILLETTER

Jeg finder stort set altid vores flybilletter gennem portaler som Momondo eller flybillet.dk - starter med åbne søgninger på perioder, hvor vi ved vi har mulighed for at rejse. Ofte lader jeg mig inspirere af de destinationer, der er billigst i perioden og finder jeg noget spændende søger jeg videre på muligheder steder at bo og oplevelser i området. Flybilletprisen har stor betydning for os ift. valg at destinationer, og derfor forsøger vi også at booke billetterne i god tid inden rejsen, da der er mange penge at spare på den konto.

 

Rejser man længere væk - primært østpå - er det vores erfaring, at man kommer rigtig langt med en flybillet til fx. Bangkok el. Kuala Lumpur. Når først man har benene solidt plantet i Asien, er hele den verdensdel åben for fly i alle retninger - og til rigtig billige penge. Der er masser af flyvninger dagligt til alle destinationer, og man kan bestiller billetter online kort til før afgang. I det tilfælde betyder det ikke så meget at være i god tid. De gange vi har rejst rundt, har det fungeret til punkt og prikke. På 8 uger fløj vi 15 gange med diverse flyselskaber - en gang var vi 35 min. forsinkede, og ikke en gang oplevede vi, at vores bagage ikke kom frem. Og så får man tilmed serveret mad og drikkevarer uanset om flyvningen kun varer 35 minutter og koster 125 kr. 

>>>Læs "Planlæg-selv-serien" med gode råd her

Barcelona, 2016
Læs historien om, hvad man gør,
når planlægning ikke er nok,
og det man kommer frem til er "helt forkert"

MINE TIP

VÆLG FLYSELSKAB EFTER SÆSON

Vil man gerne rejse i feriesæsoner, kan det ofte betale sig at flyve med ikke-skandinaviske flyselskaber, da deres priser ikke er sæson-afhængige ift. danske ferier (primært vinter- og efterårsferie)

TJEK TILLÆGSYDELSER FØR DU BOOKER

Lad dig ikke snyde af alle de tillægspriser, bookingportalerne gerne vil afkræve (fx. bagage, afbestilling, pladser). Tjek dine rejseforsikring inden, da du formentlig allerede har dækning for det de tilbyder. Jeg booker aldrig noget ekstra og vi har fx. aldrig oplevet ikke at sidde sammen, som er noget af det de forsøger at kræve ekstra betaling for.

HVOR SKAL VI BO?

Der er noget særligt (synes vi) ved bare at give sig ud i verden, og finde de fine steder at bo på sin vej. Det gjorde vi på vores 8 ugers rejse i 2016, og det giver god mening hvis man rejser afsted og har god tid. Men har man en kortere ferie, og er man som os 5 personer, kræver det lidt forberedelse og planlægning. Der er som oftest også forskellige behov, der skal tilgodeses - fx. er det for os næsten et must at bo med en pool i en storby, hvis vi rejser, når det er varmt. På den måde bliver der plads til, at børnene kan få en pause fra lange gåture og sightseeing og tanke op til videre oplevelser. Også her gælder det ofte om at være ude i god tid, særligt hvis man skal have flere værelser eller famillieværelser, og hvis man rejser i højsæsonen. 

B&B - BOOKINGPORTALER OG BOUTIQUE-HOTELLER

Jeg booker stort set altid vores ophold enten direkte på hotellernes hjemmesider eller via bookingportaler som booking.com, hotels.com eller agoda.com. Vi går altid efter mindre hoteller - gerne boutiquehoteller - og ofte finder jeg dem via simple googlesøgninger. Jeg bruger meget tid på at finde steder, hvor pris og kvalitet/beliggenhed er optimale. At finde fine dyre hoteller er ingen sag og altid muligt. Det sjove er at finde de små perler, hvor man virkelig får noget for pengene. Vi har oftest en budgetramme på max. 1000-1200 kr. pr nat for 5 personer (helst inkl. morgenmad). Vi har ofte boet langt billigere uden at gå på kompromis med kvaliteten. Det afhænger selvfølgelig meget af sæson og sted.

MINE TIP

GRATIS AFBESTILLING

Book i god tid og vælg steder, hvor der tilbydes gratis afbestilling. På den måde kan du booke, selvom du måske er i tvivl om både stedet og rejsedatoer - d du kan booke flere og afbestille, når du har bestemt dig og den endelige rejseplan foreligger. Og skulle det favoritsted, du lige havde udset dig være udsolgt, så hold øje med det efterfølgende, for ofte bliver der værelser ledige senere hen. Eller skriv til stedet om de vil kontakte dig, hvis der bliver noget ledigt.

GRATIS TRANSFER

Rigtig mange hoteller tilbyder at hente en gratis i lufthaven eller den havn, man ankommer til - så skiv til dem inden og hør evt. om de kan hjælpe med transfer, så slippe I for at betale taxa eller bus.

 

FLYT DIG OG FERIEN FØLES LÆNGERE

Har du større børn og mod på at flytte lidt, så giver det en skøn dynamik at flytte sig under sit ophold. Er man fx. 14 dage på samme destination kan man med fordel fordele perioden over 2 steder. Det er betydelig nemmere, hvis man har større børn og mindre bagage, men I vil opleve, at det vil give en følelse af at opleve stedet på en nye måde, og at ferien føles længere. Det hele flyder ikke i et. Fx. besøgte vi 5 steder på 4 uger i Grækenland.

© 2023 by NOMAD ON THE ROAD. Proudly created with Wix.com

  • b-facebook
  • Twitter Round
  • Instagram Black Round