MINIGUIDE OG MINE BEDSTE INSIDER-TIPS TIL KOS - VOL 1.

June 24, 2017

 Indsejling til Kos by efter en skøn dag på havet og øerne Pserimos og Kalymnos.

 

 

KOS ER FOR ALLE

Mange husker sikkert tilbage på Kos som Grækenlands party-ø nr. 1, hvilket nok var en yderst rettelig titel dengang i 90'erne. Men øen er SÅ meget andet end bargader og diskoteker, og det er som om, at netop den del af øen også fylder langt mindre i min bevidsthed nu end den gjorde dengang. I al fald er de skandinaviske party-turister en saga blot, og hvis man spørger mig, gør det ingenting. Måske fordi jeg er blevet ældre? Men nok mest fordi øen for mig står for så mange andre fine steder og oplevelser, som man ikke må snyde sig selv for. 

 

Kos er for alle. Unge, ældre, singler, par, børnefamilier, dem der vil slappe af og dem der vil på aktiv ferie. Vi har boet der sammenlagt lidt over 1 år og været på øen - og de omkringliggende øer - et utal af gange. I denne miniguide, får du mine tips til at opleve øen og finde alle de fine små steder, der måske ikke er så oplagte eller står på side 1 i turisthåndbogen. I første omgang skriver jeg lidt om byen og de strande der findes på øen, da det ofte er omdrejningspunktet for at drage afsted på ferie

 

I næste udgave af miniguiden kommer jeg med tip til oplevelser og gode spisesteder. 

 

 

1) Solnedgang v/Tingaki beach,  2) Typisk lille græsk kapel,  3) Den gamle borg v/havnen og byens politistation set fra sydsiden badet i aftensolen

 

KOS BY

 

Havnen

Byens hjerte er den gamle havn, der ligger godt placeret lige midt i byen. Fyld til randen med de fineste gamle træbåde, der udbyder ture til de omkringliggende øer (dem skriver jeg om i næste indlæg). Fra havnen kan du gå direkte op mod Kos Museum, og herfra strækker sig små brostensbelagte gader med fine lokale butikker og et par cafeer og tavernaer. Den gamle bydel er ikke stor, men absolut en hyggelig slendretur værd, og det er også i dette område du finder en af mine yndlingsrestauranter Petrino.  Fra pladsen foran Kos Museum kan man gå gennem den smukkeste Bourgonvilla portal ned gennem øens bargade nr. 1 og hele vejen tilbage til havnen. Kommer man tidligt på aftenen, er der en skøn loungestemnng, og mange dejlige steder at sidde og nyde en kølig drink under kulørte lamper i et sært mix af barer på en perlesnor på den ene side og antikke udgravninger på den anden. 

 

Groft sagt kan man sige, at havnen deler byen i 3:

 

NORD for havnen

bevæger man sig ud mod området Lambi, hvor de mest populære by-badestrande ligger. Hovedgaden Kanari street tager dig videre ud gennem Lambi og lige der forenden, hvor vejen svinger til venstre finder ud Faros Beach. Ikke den bedste badestrand, men det bedst sted i byen at se solen gå ned, med mindre man bevæger sig op i bjergene.  I området nord for byen ud mod strandene findes en masse små klassiske byhoteller, de fleste 2 og 3-stjernede familiedrevede hoteller uden pool. Området er hyggeligt og kun en kort gåtur til stranden. Længere ud mod Faros findes større hoteller og en del nyere luksushoteller både direkte på stranden og lidt inde i området.

 

SYD for havnen

bevæger man sig mod Agios Fokas (de varme kilder), og efterhånden er der på den før forholdsvis øde strækning, kommet en del større luksushoteller, men her finder man også et små fine tavernaer langs vandet. Steder hvor man kan sidde med tæerne i sand, mens man nyder fx. herlig seafood.

TIP: Jeg husker ikke navnet, men ca. 2,5-3 km. syd på strækningen ud mod hotellet Kipriotis ligger en skøn fisketaverna. De har en del akvarier stående udenfor, så den er forholdsvis nem at spotte. Herude er der generelt lidt mere luft da turismen samler sig på hotellerne. 

 

VEST for havnen

finder man den gamle bydel, bargaden og de store byudgravninger og udenfor centrum også en del hoteller og bagerst i byen lokalbus-stationen. 

STRANDE

 

KOS BY

Strandene i og omkring Kos by er alle stenstrande, og hvis man leder efter kridhvidt sand og turkisblåt hav, er det ikke Kos by, man skal tage til. Vandet er lækkert, rent og klart, og strandene er alle skønne efter min mening. Selvom der er sten, kan man bade helt uden badesko stort set alle steder. Særlig i området omkring Lambi Beach, hvor flere af strandstykkerne er ganske fine.  Iøvrigt bliver det meget hurtigt dybt på alle standene, så de er ikke så børnevenlige. Er man til vandsport skal man benytte strandene på vej mod Lambi, hvor udvalget er stort og bredt. Bare følg "strandvejen" nord for byens, Så kan du ikke undgå at havne der.

 

MIT INSIDER-TIP TIL EN LILLE UKENDT STRAND

Personligt holder jeg af et lillebitte strandstykke (vi kalder den lillestranden), der ligger lige efter den nye lystbådehavn syd for byen, på vej mod de varme kilder. Bare følg cykelstien og gør et stop lige efter havnen, så kan du ikke undgå at finde den. Her er temmelig mange sten, men der er lagt puder ud i vandet, så man kan gå let og ubesværet ud til man er over stenrevet. Her brugte vi rigtig mange timer i vores år som guider, da det ikke lige er et sted overrendt af turisterne, og nogengange var det nu meget rart med lidt fred og ro i parasolens skygge.

 

TINGAKI - EN AF ØENS BEDSTE (BØRNEVENLIGE) SANDSTRANDE 

Vil man have lækker sandstrand, skal man til området nær byen Tingaki som ligger på øens vestkyst ca. 10 km. fra Kos By. Det er nemt at cykle herud, og en ganske fin tur både langs vandet og gennem uberørt græsk natur. Det kan virkelig anbefales og denne tur er spækket med bl.a. duftoplevelser. Kos er kendt for sin timianhonning og netop disse timianplanter er der mange af på turen mod Tingaki Det fylder luften med de skønneste sanseindtryk. I Tingaki finder man en lækker børnevenlig sandstand med lavt vand, og i medgift får man den smukkeste solnedgang lige ned i turbanen. Hver eneste aften kan man se solen orange spil for galleriet, når den går ned bag Kalymnos. Det er absolut en af mine yndlings-solnedgange.  Da vi var på Kos sidste gang valgte vi at bo i Tingaki, da området er utrolig børnevenligt og noget mere roligt end Kos by.

 

 Åh, du smukkeste solnedgang. Set fra strandbredden i Tingaki.

 

WAVE BEACH

Hvis man tager sig lidt længere væk, og har mod på at køre lidt bjergkørsel (4-hjuls træk er påkrævet) - ligger der en fantastisk lille ukendt strand i området nær byen Kefalos. Man kører gennem byen og mod Agios Theologos. Vejen er stejl og dårlig, men stranden er hele turen værd, og bølgerne ligeså. Her har man ofte stranden helt for sig selv. 

 

PARADISE BEACH

Måske en kliche - alle øer har en; Paradise Beach. Og her er Kos ingen undtagelse. Standen ligger på øens sydlige del, og er absolut en af øens bedste sandstrande. Men det betyder også, at den er fuldt belagt af turister, strandsenge, sælgere og at man skal være forberedt på at bade mellem jetski, bananbåde og ringe. Ikke desto mindre er det absolut en badetur værd at tage sig forbi, fx. hvis man lejer bil og kører øen rundt. Vandet og sandet lever op til navnet, men stedet er meget overrendt og turistet.

 

TIP: På vej mod Paradise og Wave-beach kommer man til et af øens fineste udsigtspunkter. Lige inden turen går ned fra toppen af øen (hvor man kommer ud fra Plaka-skoven og Antimarchia), kan man skue udover øens smalleste punkt (kun godt 1 km. ) og se havet på begge sider. Et af mine yndlingsudsigtssteder på øen.

 

1. Wave beach v/kefalos 2. Paradise Beach set fra toppen af parkeringspladsen 3. Milos beach bar, Lambi beach v. Kos By 

 

I dette indlæg får du mine top 5 over bedste spisesteder

 

/Helle

 

 

 

 

Please reload

Please reload

© 2023 by NOMAD ON THE ROAD. Proudly created with Wix.com

  • b-facebook
  • Twitter Round
  • Instagram Black Round