MINIGUIDE TIL PAXOS & ANTIPAXOS - GRÆKENLANDS CARIBIEN

August 8, 2018

 

 

OM ØERNE

Øerne hører ligesom Korfu til øgruppen De Ioniske Øer og udgør 2 ud af de i alt 7 øer. Denne øgruppe er den vestligste øgruppe i Grækenland, og derfor også her man ser nogle af dagens seneste solnedgange. Det er oplagt at besøge disse øer, hvis man planlægger ferie på Korfu. Paxos, som er den største af de 2 øer, ligger 8 km syd for Korfu. Øen er blot 11 km lang og små 5 km bred og har 2.500 indbyggere, hvoraf de ca. 800 af dem bor i hovedstaden Gaios.

 

Antipaxos (i alt ca. 5 km2) er den mindste af de ioniske øer, og ligger yderligere et par kilometer sydpå fra Paxos. Den har kun få (20) indbyggere, og her findes ingen supermarkeder eller deciderede byer. Der ligger et par restauranter i forbindelse med de 2 kendte strande, som går under navnet Grækenlands Caribien. Sådan noget tager jeg ofte med en gran salt, men jeg skal love for at vandet er præcis så smukt som lovet, og nok det smukkeste vand vi har set noget sted i verden. Vi har dog også "det rigtige" Caribien til gode endnu:-) Stranden er en grov stenstrand,  men så snart man er i vandkanten, er det finkornet sand.

 

Hver dag kommer der mange fyldte turistbåde fra Korfu til byen. De ligger til i nogle timer både i hovedbyen Gaios, nordbyen Lakka og på Antiparos, og der er et liv og leben og ret mange mennesker alle steder. Men når klokken bliver ca. 16, og de sidste turbåde har forladt øen, mærker man for alvor byens rigtige atmosfære. Her er stille summen, ro og fed og masser af plads alle steder. Det er virkelig anbefalelsesværdigt at tage en overnatning eller to, da man efter min mening ellers ikke får den rigtige stemning med. 

 

Har du fx. 14 dage på Korfu, og er du lidt eventyrlysten som os, vil jeg klar anbefale at bruge 3-4 dage på at hoppe til disse 2 smukke græske perler.

 

 

Tidlig morgen på dækket på færgen i Korfu Havn.

 

SÅDAN KOMMER DU TIL PAXOS

De ioniske øer er ikke særligt godt forbundet, og derfor ikke oplagt til ø-hop på samme måde som Kykladerne. Men kan man nøjes med 3 øer, så er der ganske fine forbindelser fra Korfu til Paxos og herfra videre til Antipaxos.

 

>>> Miniguide til ø-hop i Kykladerne

 

Der går dagligt både hurtigfærger og flyvebåde mellem Korfu (new port) og Paxos. Vi rejste med Kamelialines på den mindre passagerfærge Odysseas. Rejsetiden er ca. 90 minutter. Flyvebåden tager ca. 1 time. Det gode ved færge fremfor flyvebåd, er at man kan sidde ud og nyde udsigten hele vejen. Der går også dagligt en stor bilfærge, men denne sejler via fastlandet og tager 4,5 time. Jeg vil ikke vurdere, at man har behov for en bil på Paxos, så derfor vil jeg klart anbefale hurtigfærgen eller flyvebåden.

 

Pris (hurtigfærgen): 10 €/voksen, 5 €/børn under 12 pr. vej.

Du køber dine billetter på Kamelialines kontoret ved Korfu new port. Vi købte vores returbillet på kontoret på Paxos, da vi ikke vidste, hvor længe vi ville blive. Billetkontoret på Paxos ligger lige ved taxaholdepladsen. Du kan sagtens købe billetter lige inden afgang.

 

TIP: Vær ved færgen ca. 30 min før, for at få en af de gode pladser på dækket. Den bliver ret hurtigt fyldt i højsæsonen, og det er lidt træls at sidde inde.

 

SÅDAN KOMMER DU TIL ANTIPAXOS

Øen ligger ca. 20 minutter i taxabåd fra Gaios havn i Paxos. Her sejler mindre både i rutefart mellem de 2 øer mange gange dagligt (I højsæsonen sejler de flere gange om dagen, end de skilter med, så spørg kaptajnen ad). Du hopper ganske enkelt bare på båden, køber dig en billet og 20 minutter senere tror du ikke dine egne øjne, når du ser vandet, og forstår at du nu står midt i Grækenlands svar på Caribien. Her sættes man af på en lille mole og går i vandet ind til stranden. Der kommer løbende både ind som sejler retur, og du hopper bare på den båd, der passer dig i løbet af dagen, og ikke nødvendigvis den samme, som du sejlede ud med. Dog skal du lige sikre dig, at den stopper i Gaios, da flere både sejler til nogle af andre byer på Paxos. Det fine ved at besøge Antipaxos på denne måde, er at man kommer helt ind på stranden. Mange besøger øerne på dagsture fra Korfu, og de store både må ikke komme helt ind i bugten, så den oplevelse får man ikke på disse ture. Det er jo til gengæld skønt for strandgæsterne, som ikke plages af vilde horder af turister, selvom strandene absolut er godt besøgt.

 

Pris: 15 € t/r for voksne, halv pris for børn. Det er forholdsvis dyrt, særligt hvis man er flere, men det er alle pengene værd efter vores mening.

 

TIP: Taxibådene stopper på udvejen 2 steder og det bliver man ikke nødvendigvis gjort bekendt med. Første stop er Vrika beach, hvor alle vrimler af. Men bliv ombord og sejl med rundt om næste pynt. Her venter nemlig noget endnu bedre: Voutoumi Beach. Den er om muligt endnu smukkere og ikke helt så befolket som den første. Tag afsted med den første båd (ca. kl. 10 fra Paxos), så er der ikke så mange på stranden når du når frem.

 

 

1) Taxibåden til Antipaxos, her er alle stået af ved første stop og vi har den næsten for os selv. 2) molen, som udgår en fin ponton at springe fra, når ikke der kommer taxabåde.

 

BYERNE PÅ PAXOS

På Paxos er der 3 større byer: Hovedstaden Gaios, Lakka og Logas. Vi besøgte kun de 2 første.

 

GAIOS

Gaios er hovedstaden og byen med den største havn, og også den by, man ankommer til med færgen. Færgen lægger til i den nye del af havnen, og herfra har man lige en lille fin gåtur på 500 meter, inden man når ind til selve byen. Byen er en virkelig fin, og en rigtig iddyllisk græsk havneby.  Masser af fine cafeer og små butikker ligger omkring det store torv midt i byen eller langs havnekajen, der bugner af skibe og yachts. Rigtig mange af de turister der kommer til Paxos kommer i egen båd.

 

 

 

LAKKA

Lakka ligger ca. 8 km. fra Gaios, og er også en havneby, dog meget mindre end Gaios. Et lille torv og små gader med butikker og tavernaer danner rammen om havnen og bugten, der har det smukkeste vand. Fra det yderste sted i bugten (til venstre) findes en lille vandresti til Harami beach, som er en af de 2 strande i byen. Vandet er gudesmukt og klart. Som I kan se, består stranden af meget store sten. Vi havde glemt badesko, hvilket var rigtig træls. Men når først man er lidt ude i vandet, består bunden af sand. Efter en god frokost i vandkanten gik vi hele vejen rundt i bugten til den anden side, hvor vi (som altid) fandt et sted, hvor vi kunne springe ud fra et stykke klippe.  Der findes iøvrigt en del steder at bo omkring i og omkring Lakka. Både hoteller og private villaer.

 

HER SKAL DU BO

Der findes masser af hoteller og villaer overalt på Paxos. Hvis man kan lide at der er lidt liv ved aftentide, vil jeg klart anbefale at bo i Gaios. Her er udvalget af restauranter også både stort og godt. Vi bookede kort tid før ankomst, og der var ikke så meget ledigt. Eftersom øerne er små, bør man måske booke i god tid, da udvalget trods alt er begrænset på grund af øens størrelse - særligt når man er en hel familie.  Med mindre man har lejet bil, vil jeg anbefale at man bor centralt i Gaios by, og ikke som os, så man skal bruge lang til på at gå op og ned.

 

Vi boede 1,5 km. udenfor byen, og det var bare en lang stejl stigning op ad et bjerg, hvilket ikke var helt optimalt, særligt pga. den stegende hede. Der findes også en del fine steder gennem Airbnb, har jeg set efterfølgende - tjek bl.a. lige dette sted. Der findes få private villaer til udlejning på Antipaxos, men de fleste tager til og fra øen fra Paxos på dagsbasis.

 

Hyggelige gader i Gaios

 

TRANSPORT & TRAFIK PÅ PAXOS

TIL BENS

Paxos er lille og ret nem at overskue, og der er findes et hav af vandrestier langs østkysten, og som bringer dig fra den ene strand til den anden. De er alle markeret rigtig fint på kort over øen. Det nåede vi desværre ikke.

 

BIL

Der findes biludlejning på øen, og er man der flere dage, er jeg sikker på at en dag i bil, kan bringe dig rundt i alle øens mange afkroge på fine strande og mindre byer. Vi kørte gennem flere små byer med fine cafeer og tavernaer.

 

LOKALBUS

Derudover kører der lokalbus mellem de 3 byer flere gange dagligt. Busplan findes på nettet, eller I kan få den, hvor I bor.

 

TAXA

Det er ikke dyrt at køre med taxa (10€ fra Gaios - Lakka),  men der findes dog ikke så mange, så det er noget med at væbne sig med tålmodighed og gerne aftale med chaufføren, hvornår I skal hentes igen. Vi fik et par telefonnumre på dem vi kørte med, og ringede så efter dem, når vi skulle fra sted til sted. Men det er lidt bøvlet, og man skal væbne sig med tålmodighed - sådan er simpelt ø-liv.

 

SCOOTER

Allerbedst vil det måske være at leje en scooter, og det havde vi helt sikkert gjort, hvis vi kunne. Det går dog ikke med 3 på en scooter i Grækenland, og Rasmus er ikke gammel nok til at leje en selv endnu, så den kabale kunne ikke helt gå op  (på det punkt er de lidt mere loose i Østen:-)). Med scooter har du en frihed til at tage dig næsten hvor som helst, og vejene (dem vi kørte på) var alle meget fine.

 

Traveturen fra hotellet til byen i aftenlys. Her fornemmer man hvor grønt der er på Ioniske øer.

 

HVOR LÆNGE?

Vi sejlede fra Korfu kl. 8 lørdag morgen, og sejlede retur igen fra Paxos kl. 18 næste dag, hvilket gav os stort set hele to dage på øerne. Hvis vi havde planlagt besøget i bedre tid, kunne vi godt have brugt 3 nætter på Paxos, men da vi allerede have et hus stående på Korfu, var det lidt spild at penge at betale for overnatninger begge steder flere dage, og vi nøjedes med én overnatning. Og på trods af det bare var en overnatning, fik vi absolut også oplevet og fornemmet begge øer. Man skal primært besøge øerne for den fine laidback feeling, det stille ø-liv og det ubersmukke vand. Er man til vandreture er begge øer også oplagte hertil. 

 

 

DERFOR SKAL DU BESØGE PAXOS & ANTIPAXOS

  1. Vand i verdensklasse

  2. Laidback ø-stemning

 

 

>>> PIN OG GEM ARTIKLEN TIL SENERE PÅ BILLEDET

 

 

Please reload

Please reload

© 2023 by NOMAD ON THE ROAD. Proudly created with Wix.com

  • b-facebook
  • Twitter Round
  • Instagram Black Round